Natura 2000 beskytter europæisk natur i EU-landene og er et vigtigt omdrejningspunkt for naturbeskyttelsen også i Danmark. Natura 2000 er fællesbetegnelsen for to af EU's direktiver, det såkaldte Habitatdirektiv og Fuglebeskyttelsesdirektivet. Målet er at sikre biologisk mangfoldighed i EU's medlemslande og levere et globalt bidrag.
Direktiver
Habitatdirektivet beskytter udvalgte naturtyper, planter og dyr med undtagelse af fugle. Fuglebeskyttelsesdirektivet beskytter fuglene. Efter direktiverne skal EU's medlemslande blandt andet udpege og forvalte såkaldte Natura 2000-områder samt beskytte en række udvalgte dyre- og plantearter mod efterstræbelse over hele landet.
Natura 2000-områder
Natura 2000-områderne beskytter særligt værdifulde naturområder. Forvaltningen sker især på grundlag af miljømålsloven, skovloven og naturbeskyttelsesloven og et specifikt udpegningsgrundlag af bestemte arter og naturtyper. Der er krav om aktivt at forvalte Natura 2000-områderne, så udpegningsgrundlaget sikres gunstig bevaringsstatus eller genoprettes.
Det er staten, der fastsætter mål og retningslinjer for indsatsen i en naturplan og kommunerne, der udarbejder en handleplan og forestår aftaler med lodsejere. I skov og på havet samt egne arealer forestår staten den aktive indsats.
Anden beskyttelse
Beskyttelsen af arter og deres levesteder udenfor Natura 2000-områderne sker primært efter jagt- og vildtforvaltningsloven, naturbeskyttelsesloven samt en habitatbekendtgørelse.