Hovedformålet med zoneinddelingen er at hindre spredt og uplanlagt bebyggelse og anlæg i det åbne land og samtidig sikre at egentlig byudvikling sker hvor der er åbnet mulighed for det gennem region-, kommune- og lokalplanlægningen. Områder i landzone skal som udgangspunkt friholdes for anden bebyggelse m.v. en den der er nødvendig for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri.
Landzoneadministrationen gør det muligt at bevare kvaliteterne i det åbne land og medvirker samtidig til at sikre kvalitet i byer og landsbyer.
I landzone kræver det som udgangspunkt en landzonetilladelse at opføre nyt byggeri, foretage udstykning eller ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer. Planloven indeholder dog en række undtagelser fra kravet om tilladelse, som fremgår af lovens § 36 og 37. For eksempel kræver det ikke tilladelse at opføre bygninger til brug for landbrugsdriften, hvis de ligger tæt ved de eksisterende bygninger. Loven giver også mulighed for at indrette en bolig eller visse typer af virksomheder i tomme landbrugsbygninger uden tilladelse.
Det er kommunalbestyrelsen, som er myndighed. Før kommunalbestyrelsen meddeler en tilladelse skal naboerne have lejlighed til at udtale sig om det ansøgte. Kommunalbestyrelsens afgørelse kan påklages til Naturklagenævnet.